Vor Frue Kirke

Vor Frue

Kirken er omkring 800 år gammel og er ifølge traditionen bygget af Esbern Snare.
Kirken er enestående i verden. Dens grundplan er et græsk kors, hvor hver af de fire korsarme afsluttes med et tårn, og det femte tårn rejser sig – hvilende på fire granitsøjler – over kirkens midtpunkt.

Kirkens borgagtige udseende skyldes ikke, at den har været led i byens forsvar, men skal lede tanken hen på “Det himmelske Jerusalem”, hvor Gud og mennesker ifølge Bibelen ved tidernes ende skal bo sammen. I Middelalderen forestillede man sig nemlig Det himmelske Jerusalem som en befæstet by med fem tårne.  

Kirkens form og arkitektur er inspireret både af paladskirken (domkirken) i Achen fra ca. år 800 og forestillingerne om Himmelstaden i Jerusalem, der er afbildet på det gyldne alter fra Lisbjerg og Salomons tempel, som ses på det gyldne alter fra Sahl.

Udsnit af tapetet forestillende Julemødet i Odense 1187 samt Ingeborg og Peder Strangesens overdragelse af Kalundborg Kirke, forestillende Det Himmelske Jerusalem. Tapetet hænger på Kalundborg Museum.

Udsnit af tapetet forestillende Julemødet i Odense 1187 samt Ingeborg og Peder Strangesens overdragelse af Kalundborg Kirke, forestillende Det Himmelske Jerusalem. Tapetet hænger på Kalundborg Museum.

Over kirkens midte tårner et 44 meter højt firesidet tårn sig op. Over hver af de fire korsarmes afslutninger er placeret et ottesidet tårn. Allerede i 1314 blev kirkens tagpartier ødelagt i en brand, så de oprindelige tårnafslutninger er ukendte.

Det centrale tårn er omkring 10 meter højere end de øvrige.

I følge Jens Lauridsen Wolf’s Danmarksbeskrivelse fra 1654, har de fem tårne følgende navne:

Det store midterste tårn er opkaldt efter kirken og kaldes Maria Tårn, mens de omkringstående har navne efter Sct. Gertrud, Sct. Marie Magdalene, Sct. Anna og Sct. Katarina.

 

Noget tyder på, at kun det midterste Mariatårn har været planlagt fra starten. De fire korsarmstårne er så kommet til under opførelsen. Konstruktionen er i hvert fald temmelig letsindig, da de fire tårne hviler direkte på korsarmenes tøndehvælv, og det høje Mariatårn bæres af centralrummets fire 6,2 meter høje granitsøjler. Uforsigtige udgravninger inde i kirken i 1827 medførte da også, at det store tårn styrtede sammen.

 Præstehuset

I kirkegårdsmurens nordvestlige hjørne, ud mod Adelgade, ligger præsteboligen fra omkring 1400, senere anvendt til rektorbolig, fattigskole og nu til ligkapel.

Huset er et enestående eksempel på senmiddelalderlig randbebyggelse omkring en bykirke. Det er desværre det eneste hus der står tilbage på denne side af kirken og derfor virker det i dag måske lidt malplaceret at bygge et hus op ad kirkemuren, men i senmiddelalderen var det ét blandt mange. Huset er bygget til bolig og det er meget sjældent at man stadig i Danmark kan se disse boliger med tæt tilknytning til kirken.

 Huset er formentlig opført som kombineret præstebolig og skole. Efter reformationen husede bygningen latinskolens rektor, hvorfor huset også omtales som “Rektorbolig”«.

 Ved latinskolens nedlæggelse i 1739 blev huset ramme om den såkaldte »danske skole«, »korskolen« eller »de fattiges skole«. Skolemesteren var tillige klokker og degn, hvorfor eleverne til dels også gjorde tjeneste som kordrenge ved sangen i kirken.

 I facaden ind mod kirkegården, ser man fire bomhuller. Disse huller har støttet 4 kraftige bjælker, der har båret en svalegang, sandsynligvis med trappe ned til kirkegårdspladsen. Huset havde oprindelig 2 etager, men etageadskillelsen blev fjernet under en renovering i 1877, da huset blev indrettet til Ligkapel, hvilket det fortsat er.

Kirkeladen – Latinskolen

På den østlige side af kirken, ud mod Præstegade, ligge Kirkeladen. Bygningen blev i 1538 (efter reformationen) brugt til Latinskole.

Se mere HER

Altertavlen

Altertavlen er udført af Lorentz Jørgensen i 1650 i bruskbarok på bestilling af slottets lensmand Hans Lindenow og hans hustru Elisabeth Augusta (datter af Christian IV og Kirstine Munk) hvis våbenskjolde ses lige over nadverscenen båret af en engel (en putto). Altertavlen var oprindelig ubemalet, men i 1701 blev den “stafferet”; farverne blev restaureret i 1971-72.

Vor Frue kirke har, trods sit spektakulære ydre, aldrig været Domkirke, se artikkel her.

Klokkespillet

Vor Frue kirkes  klokkespil fra 2013 har i alt 48 klokker svarende til 4 oktaver. Klokkerne er støbt på det franske støberi Paccard, Annecy, Frankrig. Klokkespillet, der er projekteret og udført af Thubalka a/s Vejle v. civiling. Boas Nielsen, er landets nyeste og nummer 30 i rækken af de såkaldte koncertklokkespil. Derudover er der rundt i landet yderligere 71 automatiske klokkespil, der sammen med de 30 koncertspil sætter Danmark på en flot 3. plads blandt lande, der har flest klokkespil i forhold til indbyggertallet.

Klokkespillets største klokke har tonen G1 og en malmvægt af omkring 660 kg. Mindste er g5 med en vægt af ca. 8 kg. Totalt set vejer hele instrumentet omkring 9 tons. Alle 48 klokker er tilsluttet et såkaldt stokklaviatur, hvorfra det kan spilles manuelt af en klokkenist. Fra klaviaturet kan klokkenisten nuancere sit spil – spille svagt og kraftigt – akkurat som pianisten kan på sit klaver. Klaviaturet består af en række rundstave, der er ordnet efter samme mønster som på et klaver. Tangenterne slås an med let knyttet hånd. Der er desuden pedaler som på et orgel. De 27 største klokker er tilsluttet et automatisk system, der får klokkespillet til at spille af sig selv på forud valgte tidspunkter. Takket være moderne computerteknik kan repertoiret udskiftes jævnligt. Det sker oftest en gang om måneden.