Kalundborgs Torve

Det der i dag fremstår som Kalundborgs gamle torv, hedder kort og godt Torvet, men er ikke det ældst kendte torv i Kalundborg.
Torvet i dag er mest af alt en parkeringsplads og samtidigt flankeret af nogle kommunale bygninger, der arkitektonisk skiller sig meget ud. Sådan har det naturligvis ikke altid været.
Der lå et mindre torv, end det nuværende, mellem Kalundborg slot og Højbyen. Indtil byens første vandværk indvies i 1894, lå her, foran Gyth´s gård, én af byens brønde.

Voldgraven rundt om Kalundborg Slot, var omkring 22 m bred og gik et stykke ind på det nuværende torv. Optil denne voldgrav lå nogle store gårde og middelalderhuse, som i dag er revet ned, de sidste bygninger blev revet ned af kommunen i 1843.

kort 1935

Hyms Hus og Torvet i Højbyen – før 1898


På den trekantede plads foran Vor Frue, ned mod torvet, lå middelalderens handelstorv, her var ligeledes en Bybrønd.

Nederbyens købmænd (Kordilgade, Skibbrogade m.fl.) klagede flere gange til kongen over at der kun måtte holdes torv i Højbyen. I flg. skriftlige kilder fra 1633, afgjorde Chr. IV at der en gang ugentlig skulle afholdes Akseltorv (vognaksel) i Højbyen og at der ikke måtte handles udenfor Højbyen.

Mellem torvet og Vor Frue lå Hyms hus og ved siden af dette Arbejdergården, længst tilbage den gamle Fattiggård som senere blev ombygget til Husflidsskolen.
Hyhns hus blev nedrevet ca. 1898 og i 1953 blev der etableret et haveanlæg med berberis- og ligusterplanter, Anlægget hedder i folkemunde “Hundekirkegården” og har ingen arkitektonisk sammenhæng med omgivelserne. Anlægget er fredet, så chancen for at genetablerer et torv med brønd, er meget lille.

Kalundborgs tredie “gamle” torv blev anlagt på “Øen” for enden af Kordilgade ca. år 1800. Det fungerede som handelstorv indtil ca. 1896.

Byens seneste torv er Klostertorvet. Om det er et torv eller stenørken, diskuteres blandt byens indbyggere, men som navnet antyder, lå her et kloster før reformationen. I dag er der intet tilbage af klosteret, den fine gamle bygning vi kalder Kaalundkloster er opført i midten af 1700 tallet og var hovedbygning til et stort gårdanlæg. Stednavne som Klosterparken og Munkesøen minder os fra tid til anden om en by med et helt andet udseende end i dag.

Kilder / Link:

Arkiv.dk

Kalundborg 1645 af Inger Stig Hansen