Kordilgade 1

Ole Lunds Gård

Ole Lunds Gård

Gården er en af de største og bedst bevarede købmandsgårde i Kalundborg. Gården ligger på Kordilgade, som er den oprindelige strandvej langs ”Hærens Vig” mod øst med retning mod Holbæk. I løbet af 1600-tallet skifter Kordilgade karakter og her etableres store købmandsgårde og anden form for handel i gaden. Siden har gaden fungeret som hovedhandelsstrøg, som vi kender den i dag. Gården giver stadig i dag beskueren indtryk af handel, hestevogne og et livligt liv på gårdspladsen. I dag er gårdspladsen mere fredfyldt og et åndehul bag Kordilgades pulserende handels- og caféliv.

Den gamle købmandsgård har mod Kordilgade to huse, i øst en toetages bindingsværksbygning og mod vest et enetages hus. Gården er samlet af købmand Anders Jensen Faaborg (1726-1801).
Det høje bindingsværkshus har haft en port øst fra den nuværende trappeindgang, og da førstesalen var kornmagasin, har der næppe oprindeligt været isat vinduer. Facaden på det lave hus er fra 1812, men den er ændret og gavlkvisten tilføjet i 1922. Dateringen 1777 på sidelængen mod Møllestræde gælder kun den 25 fag lange bindingsværksfløj. Længen har tidligere indeholdt køkken, bryggers og pakhus for det samlede anlæg, men blev i 1920´erne ombygget ad flere omgange.
Længen blev lavet om til to lejligheder og en butik. Den lave længe blev benyttet som byens bibliotek fra 1920-61, men i dag er bygningerne ud til Kordilgade restaurant og hotel.

Bygning A – Den vestre længe

Gadesiden grundmures i 1812 af Ostermann, over en delvist kampestensat og i blandingssten muret kælder fra et tidligere bindingsværkshus. I 1920 ombygges længen til bibliotek ved arkitekt Carl Jørgensen. Gadesiden reguleres til nuværende takt, gavlkvisten opsættes og vestgavlen halvvalmes. Gårdsiden stod i bindingsværk med udskud over fire fag ligeledes i bindingsværk. I 1857 udvides udskuddet over hele gårdsiden i en etage af fem fag grundmur. I 1936 forhøjes gårdsiden med en etage.

Bygning B – Den østre længe

I 1791 opføres de 16 vestligste fag af forhuset, bygherren er købmand Anders Faaborg. For at få plads til nybygningen korter Faaborg sin vestre længe af med to fag og køber fire fag af den østre nabos ejendom. Kort efter at de 16 fag er blevet opført, køber Faaborg naboens sidste seks fag og lader her inden 1801 de sidste syv fag af sin længe opføre over en kælder på seks fag. Bygningens 16 vestligste fag blev indrettet med beboelse i nederste etage og med en nu blændet port i de to østligste fag, medens der i overetagen var kornloft. De syv senest opførte fag blev indrettet med beboelse i begge etager, med adgang til øverste etage via en nu nedrevet svalegang mod gården. Forhuset udbrændte delvist i 1981, men blev udbedret samme år.

Bygning C – Sidelængen

Sidelængen er opført omkring 1760, oprindelig 19 fag lang. En nu tilmuret port i sidelængen er rimeligvis brudt igennem samtidig med at nabogrunden i øst tilkøbes i 1790´erne. Sidehuset udbrændte delvist i 1981, men blev udbedret samme år.