Folen

Fars Hat og Folen, tegning af Ole Stahl Nielsen.

Tårnet “Folen” (det firkantede tårn) fungerede fra ca. 1400 og til reformationen i 1536 som Rigets arkiv.

Kalundborg Slot og Østborgen som det firkantede tårn, Folen er en del af, blev opført i årene 1267 til 1344. Efter to belejringer af borgen i 1341 og 1342 indtog Valdemar Atterdag byen, som han bl.a. befæstede med en ekstra ringmur og flere tårne.

Folen var det vældigste tårn man kender fra middelalderen i Danmark, ja måske i hele Norden. Dets sider var ikke mindre end 17 m brede – langt større end Blåtårn på Københavns Slot (15,7 m), Kärnan i Helsingborg (14,9 m), Manteltårnet på Hammershus (12,65 m) og tårnene på andre kongelige borge som Aalholm, Korsør, Nyborg og Kalø. Desværre ved vi ikke hvor højt det var, men ud fra fundamenterne, væggenes tykkelse (3,3 m) og tårnets dimensioner at dømme må det have været imponerende højt

Det første Dannebrog, som efter legenden faldt fra himlen i Estland, var naturligvis Danmarks ypperligste klenodie. Det blev opbevaret i Folen indtil 1439.

Det mægtige tårn eksisterede ikke i 1219 hvor slaget ved Tallinn (datidens Lyndanisse) i Estland blev afsluttet, men på et tidspunkt har en af Valdemar Sejr’s efterfølgere vurderet at flaget skulle opbevares trygt og sikkert i en af kongens bedst befæstede borge, Kalundborg.

Desværre blev det en afsat konge, Erik af Pommeren (Margrethe 1′ fostersøn) der fjernede flaget. Under sin flugt til Gotland i 1439, tog han Dannebrog fra Kalundborg Slot og medbragte det til Gotland, hvorefter det gik tabt.