Esbern Snare Skulptur

Statuen er udført af billedhugger Erik Varming fra Kalundborg og blev indviet i 1997.
Den har siden indvielsen været stærkt omdiskuteret.

Esbern Snare levede 1127-1204. Han var bror til Absalon, Københavns grundlægger, og fosterbror til kong Valdemar den Store.

Esbern Snare byggede Vestborgen i Kalundborg og startede antagelig byggeriet af den 5-tårnede kirke.

Statuen består af sten fra næsten hele verden.

Esbern Snare står på et kvaderstensfundament af rå granit, som efterligner Vor Frue Kirkes grundrids (et kors). Ovenpå ligger glat Tranås-granit fra Nordsverige, samme granit som selve statuen er hugget i. Midt i korset er der opbygget en sokkel i munkesten, magen til de sten kirken er bygget af.

Kunstneren har med sin symbolik overalt på statuen synliggjort datidens tanker. Rundt om hovedet ligger et pandebånd, som symboliserer et sejrsbånd. Øjnene er indlagt blå granit i hvidsten. De stirrer ud i fremtiden. Brynjen er grøn. Heri sidder en medaljon – et symbol på en korsfarer. Mønstret er boret ind i kroppen og inspireret af en broderet klædedragt, som Esberns datter Ingeborgs mand også er afbildet med på et kalkmaleri i Gørlev Kirke.

Bygmestersymbolerne: passer, loddesnor og vinkel er udført i tin og banket ind i granitten. Skjoldet er udført i blå granit. Derpå sidder en allike, den fugl, der har givet navn til byen Kalundborg. Alliken sidder ovenpå et hjortegevir, der er Hvideslægtens våbenmærke, udført i kobber. Det ses også i Sorø Kirke, hvor Esbern Snare blev begravet.

Kunstneren ville ikke lade statuen stå alene. Derfor er der hægtet en basilisk i forskelligtfarvet granit bag på statuen.

En basilisk er et fabeldyr, der indeholder både godt og ondt. Esbern Snare vender ryggen til det onde. Han går ud af den mørke, hedenske tid og ind i den lyse kristendom (datidens opfattelse). Basiliskens hoved er af grøn, afrikansk granit. Øjne, tænder og tunge er af sten fra istiden, fundet ved stranden på Røsnæs. Den grå krop er udført i siciliansk granit. Vingerne er pinkfarvet, amerikansk granit.

De forskellige farvenuancer i stenene er udført som intarsiaarbejde (indlagt), som kunstneren har lært i Italien.

De 8 borner (afvisersten) rundt om statuen har øverst hvert et symbol fra 1100-tallet støbt i messing.

Symbolerne er følgende:

Den sydlige sten – Den franske Lilje, fundet i en gulvklinke i Esbern Snares borg.
Segl, der blev brugt til at høste med.
Labyrint – det at komme ind i sandheden. Tidsepoken er fra den tid, hvor hedenskab og kristendom overlapper hinanden.
Guds lam, et kristent tegn fundet på en broche.
Ibskal – en muslingeskal – symbol for pilgrimme.
Gammelt hedensk soltegn, som også indeholder et kors, da tiden er et trosskæringspunkt.
Kniv fundet på et gammelt sadelmagerværksted – brugt til sko. Esbern Snares sko blev samlet af to stykker skind.
Model af økse, brugt i slaget på Grathe Hede. Heri deltog Esbern Snare og blev berømmet for sin hurtighed.

Skriv et svar