Kalundborg Slots udslettelse

Artikel af David Barry, Kalundborg Museum.
Akvareller af Ole Stahl Nielsen.

Det er velkendt at Kalundborg i middelalderen havde en kongeborg, en borg der engang var ”en af de største og navnkundigste i Riget”, og at det var svenskernes skyld at slottet er næsten totalt udslettet.

Det gængse indtryk er at slottet, før svenskerne belejrede byen i 1658, var en stor, stærk og mægtig fæstning fuld af fint inventar, og at de onde svenskere ribbede slottet for alle de fine og kostbare ting, hvorefter de sprængte det i stykker – til byens forfærdelse.

Er dette nu også den fulde sandhed? Eller var slottet på daværende tidspunkt en gammel udtjent bygning uden nogen militær betydning, der var så misligholdt at den sang på sidste vers? Og at svenskerne så mere en symbolværdi end en militær værdi i at give det dødsstødet og tvinge de stakkels Kalundborgensere til selv at rive det ned? Denne artikel er delvist baseret på artikler af J. Nylev og H. Mattiessen fra Historisk Samfund for Holbæk Amt 1907 og 1927.

Hvordan var slottet egentlig før svenskerne ødelagde det i 1659? Tegningen og grundplanen på næste side viser hvordan slottet så ud midt i 1600-tallet. Det første man bemærker, er at slottet var forbavsende lille. Det befæstede område inden for den ydre ringmur var ca. 130 x 160 m. Selve slottet, der var adskilt fra forborgen af en indre ringmur, bestod af et uregelmæssigt femfløjet kompleks bygget omkring en indre borgplads med en brønd i midten.

Folen og Fars Hat i den ydre ringmur. Akvarel af Ole Stahl Nielsen

Den lange hovedfløj mod nord indeholdt riddersalen og fruerstuen, den mindre østfløj rummede kancelli og slotskapel, som var indviet til Skt. Johannes. De to små sydfløje indeholdt rustkammer, borge-stue, spisekamre og køkken. Slotsporten førte ind gennem den korte, vestlige fløj.

I grundareal var selve slottet ikke meget større end Kalundborg Museum, og området inden for den indre ringmur var ikke meget større end museets have.

Kalundborg slot set fra nord, efter en gammel tegning på Nationalmuseet. Det runde tårn i ringmuren er ”Fars Hat”, og det firkantede tårn til venstre inden for ringmuren er ”Folen”. Slottet ligger over hvad der nu er det gamle rådhus. Lige bag slottet ligger Torvet. Lige foran ringmuren mellem Fars Hat og porten ligger det gamle Asyl (Kalundborg Lokalarkiv). Nedenfor ses slottets grundplan vist sammen med et matrikelkort fra 1926. Nord peger nedad.

Slottet inden svenskerne indtog byen

Slottet som svenskerne mødte, var dog ikke det samme som det slot Valdemar Atterdag byggede – der var nok foretaget mange ændringer og tilbygninger i slottets ca. 300 år lange liv. Den mægtigste del af slottet var tårnet Folen, der ligger lige inden for den ydre ringmur. Det er usikkert hvornår det blev bygget – det optræder i historien første gang i det 15. århundrede – men det kan godt være at det var Valdemar Atterdag der byggede Folen og udvidede slottet mod nord hen imod Gråbrødrenes Kloster.

Sikkert er det dog at Folen var det vældigste tårn man kender fra middelalderen i Danmark, ja måske i hele Norden. Dets sider var ikke mindre end 17 m brede – langt større end Blåtårn på Køben-havns Slot (15,7 m), Kärnan i Helsingborg (14,9 m), Manteltårnet på Hammershus (12,65 m) og tårnene på andre kongelige borge som Aalholm, Korsør, Nyborg og Kalø. Desværre ved vi ikke hvor højt det var, men ud fra fundamenterne, væggenes tykkelse (3,3 m) og tårnets dimensioner at dømme må det have været imponerende højt. Fra dets øverste platform kunne forsvarerne med deres skyts beherske hele forterrænet mod nord.

Kalundborg set fra Møllebakken, akvarel af Ole Stahl Nielsen

Fra omkring 1440 til 1582 fungerede Folen som opbevaringssted for rigets ”Klenodier, Dressel, Breve og Vigtige Dokumenter”, dvs. som statsarkiv. Rygter, der nåede helt til Pave Leo X i Rom, fortalte at sjældne, klassiske håndskrifter gemtes i Folen. Paven sendte derfor et særligt sendebud til kong Christian II i 1517 for at få rede på de litterære skatte man fablede om.

Folen var samtidig sprængfyldt med våben og krudt. I en inventarliste fra 1566 nævnes en lang liste af kanoner og skyts af forskellige kalibre, metal og støbeforme til at lave kugler samt 8 td. krudt, ½ td. svovl og 1 td. salpeter – nok til, om uheldet eller krigshandlinger ville, at sætte både tårnet og hele rigets arkiv overstyr! Så det var nok godt at rigets arkiv blev endeligt befriet fra dette farlige naboskab i 1582, hvor arkivet blev flyttet til København. Men som bekendt – fra asken i ilden helt bogstaveligt – gik arkivet tabt under Københavns brand i 1728!

Efter udflytningen af rigsarkivet var Folens rolle udspillet. Alder, vind og vejr sled på bygningsværket, og tårnet var i så dårlig en forfatning at det var nødvendigt at sætte det i stand i 1618 og igen i 1620. Trods dette fortsatte forfaldet så stærkt at kongen i 1633 måtte lade indhente en erklæring om ”hvorledes det Taarn paa Kallundborg Slot, kaldet Folen, bedst og med ringeste Bekostning kunde hjælpes paa sin Brøstfældighed”.

Svenskerne ødelægger slottet

Da svenskerne indtog Kalundborg, havde slottet og Folen været ret misligholdt i mange år. Fra inventarlister vides det at det der var tilbage på slottet, var gammelt og af ringe værdi. Slottets historiske rolle var udspillet. Men det var et minde om Danmarks storhedstid, og byens befolkning elskede den gamle borg. Det vakte forfærdelse da svenskerne truede med at brænde det, ikke mindst fordi det ville betyde at en stor del af byen ville gå op i flammer. For at forhindre det betalte borgerne en brandskat på over 400 Lod sølv.

Slottets skæbne var dog beseglet – svenskerne havde bestemt at det skulle ødelægges. Man tog straks fat på demoleringen, et arbejde som borgerne (der var ca. 1.000 indbyggere dengang) for en stor del blev tvunget til at udføre. Det ser ud til at en mindre del af bygningerne/tårnene blev sprængt i luften, men generelt er der tale om demolering og fjernelse af alt byggemateriale af værdi.

Slottet efter svenskerne

Kort efter at svenskerne var draget af landet, foretog Aksel Juul til Moltorp på kongens befaling i 1660 en synsforretning sammen med ridefoged Christen Hansen og slotsskriver Jens Povelsen.

De beskrev slottets tilstand i detaljer således: ”Der befandtes det for det første fra gamle Tider berømte Kalundborg Slot ganske ruineret og i største Maade medhandlet, saa ikke alene Ringmuren, der gik uden om, men også Folen, nemlig det firkantede af den gemene Mand ogsaa kaldet Kong Alberts Taarn, var ved Murene sprængt og største Parten afkast. Saaledes var ogsaa det indre grundmurede Slotstaarn i sig selv demoleret, saa ikke alene Tagene med dets Sparreværk ganske borte var, men ogsaa alle Porte, Døre, Vinduer, Skillerumme, Lofte og alle Bjælke saa nær som 10, der sidder endnu i Murene; 5 hvor Lensmandens Stue haver været, og 5 i et Loft der ovenover, saa det bedste, der staar tilbage, er en stor trind Halvpille af en huggen Kampsten, som man gaar ind til over Hvælvingen. Ogsaa findes i Grunden af de grundmurede Huse kønne i Firkant hugne Kampestene. Hist og her findes endnu staaende Murdele af de gamle stærke Mursten og forbrækkede Parter af Slottets Huse”.

At alle materialerne af værdi var væk og ikke lå ødelagte hulter til bulter blandt stenene, taler således for at slottet snarere blev demoleret af svenskerne end sprængt i luften.

Angående inventar skrev de: ”Inventarium erlangende, da bekræftede Slotsskriveren, Jens Povelsen, at han aldeles ingen Inventariegods bekom, den Tid Lehnet hannem paa hans gunstige velbaarne Herres Vegne blev leveret, mendens det er ham mærksom bevidst, at al Inventariegods, som var ved Slottet, blev af de svenske borttagen, da Slottet blev kulkastet, undtagen to Jærnstykker (kanoner), som var sunken i Stranden og endnu findes i Kalundborg”.

De sørgelige rester af slottet forsvinder efterhånden

Slottet blev så grundigt ødelagt af fjenden at man efter freden opgav enhver tanke om at sætte det i stand igen, og i stor stil begyndte man at slæbe materialerne bort til brug i andre bygværker. I løbet af en menneskealder nåede man at udslette slottets bygninger således at kun ruindynger lå tilbage på tomten. Disse fungerede som stenbrud for Kalundborg og omegn og forsvandt lidt efter lidt.

I 1788 skrev sognepræsten P. Paludan: ”De leve endnu, som have seet høje Ruiner af denne gamle Bygning, men da Slotspladsen midt i dette Aarhundrede blev en privat Mands Ejendom, førte han sig den, saa godt som muligt, til Nytte, nedbrød Slottets Levninger, opryddede Grunden, solgte Stenene og smaa Stykker til Haugepladser for de nærmeste Beboere, indhegnede det øvrige og dyrkede det. Dog er endnu tilbage en Steendysse, hvorunder sees et Stykke Mur, een til to Alen over Jorden, hvor det højeste Taarn skal have staaet”

I 1820 skrev oldforskeren Finn Magnussen: ”Forgjæves ville de Rejsende søge efter Ruinerne af det forhen saa stærke og berømte Kallundborg Slot. Den Plads, hvorpaa det har staaet, ligger nu midt inde i Byen, forvandlet til en Græsmark eller Sædevang. Den har været rund og forhen adskilt fra Byen ved Volde og Grave, hvortil man nu ej heller seer Spor; men man erindres derom ved Gadenævnene: Paa Volden og Bag Graven.”

De sidste rester af slottet findes nu under de forskellige bygninger og ubebyggede arealer i området. De har været undersøgt af Nationalmuseet i 1910 og 1926. På billedet kan man se hvad der nu gemmer sig under beboernes dagligstuer, køkkener og haver!

Det sydøstlige hjørne af Folen udgravet i marts 1926, set mod syd

Link/kilder:

Kalundborg Arkæologiforening
Arkiv.dk

Skriv et svar