Kalundborg by’s kirker og kirkegårde

 

Vor Frue kirke var ikke den første kirke i byen.

Allerede før Esbern Snare omkring 1167 grundlagde sin borg på den høje banke vest for et mindre fiskerleje , lå der nord for lejet en middelalderkirke indviet til Sct. Olav den Hellige.
Sct. Olav var oprindelig en Norsk Vikinge-konge fra år 1015. Han blev fordrevet til Rusland af den danske konge Knud den Store i år 1028, men vendte tilbage til Norge med en hær og blev dræbt d. 29. Juli 1030. Olav var kristen og han søn Magnus fik faderen udråbt til helgen.

Hvordan kirken har set ud vides ikke præcist, men ved en gravning på kirkegården først i 1907 og senere i 1918, fandt man lidt før porten mod Sct. Olaigade fundamenter i jorden, der tyder på, at her kan Sct. Olav Kirke have ligget.

Stedet omtales første gang i 1443 og igen i 1514, hvor det er kapellet, indviet til Den Hellige Jomfru, der nævnes. Kapellet, der var indrettet med prædikestol og stolestader, blev i en årrække brugt til kirkelige handlinger.

Resens kort fra 1677, viser bl.a. Sct. Olav kirke og kirkegård.

Middelalderkirken blev sandsynligvis revet ned ca. 1540 og materialerne brugt til opførelse af Raklev kirke, herefter blev der opført en bindingsværksbygning, der skulle tjene til ligprædikener og altså ikke bruges som sognekirke.

28. November 1797 blev altertavle, stolestader og øvrigt inventar solgt på auktion til murermester Lauritz Bernsteen og kapellet blev herefter nedrevet.

Mens der blev bygget på den femtårnede Vor Frue i Højbyen, som skulle være hovedkirke i sognet, var det Sct. Olav Kirke der blev benyttet af skippere, bådsmænd og andre beboere i fiskerlejet Kordel, ny-tilflyttere i Højbyen og landdistrikterne mod nordvest – Raklev med omegn.

På Kalundborg Slot var der et kapel, der i flg. et brev fra 1437, var indviet til evangelisten Johannes.

Området mellem Højbyen og Nederbyen Kordel, har også rummet andre kirkebygninger. Omkring år 1240 fik Grevinde Ingerd af Regenstein opført et Franciskanerkloster (Gråbrødre) med kirke, kirkegård og klosterhave, på fundamenterne af en tidligere bygning, der lå på stedet, hvor Klosterparkvej og Klostertorvet ligger i dag.

Franciskanerklostrets grund har været tydeligt markeret, formentlig af en solid mur, der afgrænsede klostrets enemærker med bygninger, kirkegård,
haver m.m. Hovedparcellen kan have dækket hen ved 35.000 m2, hvis grøfterne, der er påvist henholdsvis i Klosterparken ca. 100 m nord for klosterkirken og i stenrækken, der er registreret på en 30 m lang strækning i Sct. Olaigade, udgør fundamenterne til grundens nordlige og østlige mure.

Tegning af Ole Stahl Nielsen
Kalundborg Kloster uden klostermur

Mod vest lå grunden ned til bredden af Munkesøen, der i øvrigt dannede et bekvemt spildevandsbassin for afløb fra køkken og spisesal i klostrets nordfløj.

Mod syd lå klosterbygningerne mindre end 100 m fra voldgravene, der omgav slottets og byens befæstninger.

Det blev populært at blive begravet inde i klostrets kirke, men mange fandt også det sidste hvilested på kirkegården.
I 2006, da Klostertorvet blev anlagt, stod Kalundborg Museums arkæologer og
byens borgere derfor ansigt til ansigt med repræsentanter for middelalderens indbyggere i Kalundborg.
En grav rummede de jordiske rester af en 20-40-årig kvinde, hvis bækkenparti rummede knogler fra et ufødt foster.

Allerede i 1787 fandt man i forbindelse etablering af fundament til en ladebygning, en halv snes (ca. 10) skeletter og i 1914 fandt man i forbindelse med udgravning til en kælder, ca. 50 skeletter i samme område, hvor klosterets kirkegård lå.

1 Comment

Skriv et svar