Ingeborg – datter af Esbern Snare

Ingeborg af Kalundborg var datter af Esbern Snare og regerede i Kalundborg fra Esberns død i 1204 til hun blev fordrevet fra byen i 1262.

Ingeborg Esbernsdatter var gift med Peder Strangesen Ulfeldt: Peder var fra en anden af de sjællandske stormandsslægter og var særdeles værdsat af Valdemar Sejr. Peder var noget ældre end Ingeborg og døde i 1241 i Ribe, da han var på vej til Det Hellige Land. Tiderne var ustabile efter Valdemar Sejrs død i 1241. Hver af hans tre sønner ønskede at sidde på tronen. Ingeborg havde tætte kontakter til den midterste bror, Abel, og støttede ham og senere hans sønner i kampen om at blive anerkendt som Hertug af Slesvig. En anden gren af Hvide-slægten tilhørte Ærkebiskop Jakob Erlandsen. Fra 1252 sidder den tredje bror Christoffer på magten i Danmark og han er upopulær både hos de sjællandske stormænd og ærkebiskoppen.

000249_00155911v56ac1tn5t6e54

Stridighederne kulminerede i 1259, hvor først Ærkebiskoppen blev fængslet, og derefter døde Christoffer pludseligt, sandsynligvis forgiftet. Tilbage stod Dronning Margrethe Sambiria (Springhest) og den 10-årige søn Erik Klipping. Dronningen fik i første omgang ro på stridigheden, ved at løslade Ærkebiskoppen og tildele Erik Abelsøn Hertugdømmet Slesvig, men allerede i 1261 blussede stridighederne op igen, da Dronning Margrethe og Kong Erik gik til angreb på Erik Abelsøn i Slesvig. De led nederlag i slaget på Lohede, hvor Dronning Margrethe og Kong Erik blev taget til fange. Kongeslægten fik hjælp fra Albrecht af Braunschweig, der angreb sydfra i 1262 og fik Dronningen og Konge Erik frigivet, hvorefter Albrecht sad som militærdiktator i en kort tid, indtil han forlod landet under stort pres fra Stormændene.

Ingeborg flygtet fra Kalundborg i 1262 og opholdte sig fra da til sin død i 1267 i Hedeby, Slesvig.

Referat i Sorø gavebog:

Den Velbyrdige Kvinde, Fru Ingeborg af Kalundborg, datter af Esbern Snare, enke efter hr. Peder Strangesen, Ridder, gav klosteret af fromhedens iver og i håbet om sine synders forladelse alt, hvad hun ejede i Bringstrup og Østre Ørslev, samt en mølle, der hører til samme sted, – nemlig sin gård i Bringstrup og en tredjedel af hele Østre Ørslev landsby samt en tredjedel af møllen – som evig almisse på den betingelse, at indtægterne af samme gods skulde tilfalde kirkens bygningsfond til kirkens hvælvinger, samt fremdeles til Kristi legems ære og i særdeleshed til indkøb af voks, hvormed kan støbes vokslys, som skal brænde for højalteret nat og dag uden ophør. Hun skødede efter landets lov på landsting ved sin søn, hr. Anders, kongens Marsk, medens hendes broder, hr. hertug Knud, samt Erwin og Albrecht, hendes søskendebørn, sønner af hr. grev Ernst, stod hos og gav deres samtykke i det herrens år 1250…”

Skriv et svar