Kalundborgs historie.

Stenalderen

For 4000 år siden var vandstanden omkring Kalundborg 2,5 m over nuværende niveau. Det betød at store dele af den nuværende by lå under vand.
Datidens bopladser lå ved vandet, hvilket vil sige foden af Sct. Olai bakken, ved Møllebakken og ved Højbyen. Når man graver langt nok ned igennem kulturlagene f.eks. under resterne af det gamle Fransiskanerkloster, finder man redskaber og måltidsrester fra bondestenalderen.

Vikingetiden

Marinearkæologer har fundet en pælespærring i havnen, der er anlagt i slutningen af vikingetiden og i Højbyen samt andre steder i Kalundborg er der akæologiske fund, der viser, at her har været en by og at den muligvis også har været befæstet.

I Melby er der fundet betydelig spor af en poplads fra vikingetiden.

Adam af Bremen, den vigtigste kilde til Danmarks historien i Vikingetid og tidlig middelalder, beskriver at der var en færgerute fra Århus til Sjælland. Set i lyset af Kalundborgs placering og størrelse op gennem middelalderen, er det sandsynligt at færgen gik mellem Århus og Kalundborg allerede i slutningen af Vikingetiden.

Middelalderen

Skitse med Esbern Snares borg i byens vestre ende og kirken omtrent midt i byen. Alt var vistnok omgivet af sumpede områder. Fra oplandet var der adgang til byen fra øst, mens der fra borgens sydvestre hjørne var let adgang til havnen. Den stenbyggede borg er sandsynligvis påbegyndt af Esbern Snare, mens kirken vistnok er opført af hans datter og svigersøn Ingeborg og Peder Strangesen. (Efter Hertz 1990, let beskåret).

Hvor stammer navnet fra.

Navnet Kalundborg omtales i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 som Kalundæburgh og Kalændæburgh,
I 1500-tallet  Kallingborg
I 1800-tallet var stavemåden Callundborg.
Bynavnet består af 3 led: Ka – lund – borg:

  • Kaa- er det gamle navn for en allike
  • -lund henviser til en lille skovbevoksning, der må have ligget på stedet
  • -borg henviser til byens første befæstning, “Vestre Forborg”

Borgen ved den lille skov, hvor der lever alliker“.

2019-02-05_14-52-33
Et bud på hvordan Kalundborg Slot og Østborgen kunne há set ud på Margrethe 1.’s tid.
Kalundborg bestod frem til 1680-erne af to bydele:

  • Højbyen, der var den vestlige del af byen, som lå indenfor bymuren.
  • Nederbyen eller Kordel øst for slottet med Skibbrogade og Kordilgade.

Som byens grundlægger regnes Esbern Snare. Omkring 1170 anlagde han en borg, (Vestborgen), ved fiskerlejet Cordale eller Kordel og naturhavnen bag Gisseløre – Hærvig, der var hjemsted for en del af ledingsflåden. Borgens rester kan i dag ses i ruinparken vest for Vor Frue Kirke og museet.

Man kender ikke det præcise årstal for opførelsen af vest-borgen i Kalundborg, men Saxo skriver, at der ”på den tid” – altså da borgen blev bygget – var alvorlige trusler mod det danske rige fra både venderne, nordmændene og sakserne (dvs. tyskerne), og ud fra den sammenhæng, citatet indgår i, kan vi formode, at vest-borgen blev bygget i 1160’erne, sandsynligvis i anden halvdel af dette årti, og måske kun kort tid før 1170. Da man ved udgravninger vest for Lindegården i 1907 fandt rester af en borg fra ældre middelalder, blev den da også straks kendt som Esbern Snares borg.
Saxo fortæller andetsteds i sit værk lidt mere om Kalundborg og Esbern, nemlig at en vis Hake (en person fra sagntiden) ”samlede sin flåde i den havn, der på dansk hedder Hærvig, landsatte sine krigere og opstillede hæren på det sted hvor nu Esbern har bygget en borg der med sine fæstningsværker kan beskytte omegnens befolkning og holde de vilde barbarer borte.” Og i året 1199 er Esbern Snare omtalt i et retsdokument som ”herr Esbern af Kalundborg”.

Esbern var sammen med sin lillebror, biskop Absalon og kong Valdemar Den Store frontfigurerne i de danske korstog i Østersøen i 1100-tallet. Byen var et vigtigt knudepunkt for disse korstog. Efter Esbern Snares død overgik borgen til hans datter, “Fru Ingeborg af Kalundborg”, der var gift med den ansete drost Peder Strangesøn (død 1241), og som senere beskyldtes for at have sluttet sig til kong Valdemars fjender, hvorfor Kalundborg blev inddraget under kronen i 1262. I de næste år forfaldt borgen således, at den norske fribytter, jarlen “Mindre-Alf” (egentlig Alv Erlingsson), i 1285 fik den i sin magt og plyndrede hele egnen. Erik Menved lod den på ny befæste og gav sin broder Christoffer den i forlening. Senere fik den hallandske herremand Knud Porse den i forlening af Christoffer, da han var bleven konge, som “Grevskabet Kalundborg” sammen med Samsø med mere. Efter dennes død i 1330 beholdt hans enke Ingeborg lenet og dermed borgen.

Da Valdemar Atterdag var kommet til magten gik han i gang med at genopbygge kongemagten i Danmark. De fleste borge var på udenlandske hænder og kongen havde ingen reel magt. Stort set samtlige borge på sjælland måtte indtages med våbenmagt, således også Kalundborg. I 1341 startede Valdemar en bejlering af borgen, men Ingeborg (enke efter Knud Porse) fik støtte af grev Gerts (Den kullede greve) sønner, Henrik og Claus således, at kongen måtte hæve belejringen med et tab på 2.000 mand. Ved et forlig med Henrik (af Holsten) den 1. september 1341 afstod fru Ingeborg borgen mod at beholde Halland len på livstid.

Valdemar Atterdag udviddede befæstigelsen af Kalundborg og murene kom nogle steder op i 8 meters højde

Normalt var der Danehof på Nyborg slot, og første kendte Danehof i Kalundborg var pinsedag 24. maj 1360, hvor Valdemar Atterdags Håndfæstning blev udfærdiget. Håndfæstningen gik primært ud på at Kongen skulle overholde landets love og afholde Danehof én gang årligt. I år 1368 afholdes i Kalundborg, det første kendte Stændermøde. På Stændermøder deltager både bønder, adel og kirke.
I hele perioden frem til 1560 holdt skiftende konger danehof, stændermøder og rigsråd i Kalundborg. Dele af statsadministrationen var samlet i byen, og rigsarkivet blev opbevaret i “Folen” på Kalundborg Slot.

Byens ældst kendte Købstadsprivilegier (siden gået tabt) blev givet af Christoffer af Bayern i 1443. På dette tidspunkt, var Kalundborg allerede en af Sjællands største byer.
I 1482 fik enkedronning Dorothea Kalundborg til enkesæde, og her opholdt hun sig for det meste, lige som hun døde her 10. november 1495.
 I øvrigt hører man mest slottet omtalt i den senere middelalder som samlingssted for møder og som statsfængsel. Af fangerne nævnes biskop Rudolf af Skara og grev Otto af Rupin, der førtes hertil efter slaget ved Falkøping 1389. I 1520 lod Christian 2. en gruppe svenske adelige kvinder, enker efter henrettede under Stockholms blodbad, bl.a. den svenske rigsforstander Sten Stures enke, fru Kirstine Gyllenstjerna, føre hertil som statsfange, tillige med hendes moder, fru Sigrid Baner, og hendes børn. Da Christian 2. var flygtet fra Danmark, holdt borgens daværende høvedsmand, Claus Eriksen (Ravensberg) den nogen tid for Christian 2., indtil rigets hofmester Mogens Gøye åbnede forhandlinger med ham og lovede ham at blive kong Frederik 1.s mand, hvis han ville overgive slottet. Claus Eriksen befalede da sine svende at holde vagt på den anden side af borgen, mens han selv med sine udvalgte ville forsvare det vigtige tårn “Folen”. 50 af kong Frederiks folk blev da om natten hejst op i tårnet, overfaldt besætningen og indtog borgen. Claus Eriksen siges ikke længe efter at være slået til ridder, men overalt i landet fik han tilnavnet “Slippeslot”.

Under Grevens Fejde blev slottet erobret og givet af grev Christoffer 1. januar 1535 i forlening til den oldenburgske adelsmand “lange” Hermann, men allerede i januar 1536 måtte han overgive det til Mogens Gøye. Samme år fik Knud Pedersen Gyldenstjerne det i forlening, og han blev således bevogter af sin gamle fjende, Christian 2., da denne i 1549 førtes til Kalundborg, hvor han for øvrigt havde temmelig stor frihed under sit ophold her til sin død i 1559. Efter Grevens Fejde forfaldt slottet som fæstning. Endelig blev det indtaget af svenskerne i 1658, der lod byens borgere betale 400 lod sølv og 50 rigsdaler i rede penge, for at fjenden ikke skulle stikke det i brand. Alligevel blev det revet ned.

Befæstningen af Kalundborg

Billede lånt fra Museum Vestsjælland, Skoletjenesten.
Første kendte befæstning var Vest-borgen. Højbyen har ligeledes haft en befæstning og hen mod slutningen af 1200-tallet blev byen ligeledes befæstet længere mod øst.
Det er sandsynligt at Esbern Snare og efterfølgende stormænd indtil anden halvdel af 1300 tallet, boede i Vest-borgen. Der er fundet rester af større bygninger som f.eks. et størrer hus med hypocaust, middelalderens mest moderne varmesystem..
Under Valdemar Atterdag blev befæstningen yderligere forstærket og Kalundborg  slot blev bygget. Valdemar Atterdag kunne ikke indtage Kalundborg i 1341, så allerede inden den yderligere forstærkning, har Kalundborg haft et betydeligt mur- og voldanlæg. Vestborgen blev formentlig forladt efter Kalundborg slot stod færdigt.
Kalundborg år 1500
Fæstningsværkerne udgjorde omtrent en cirkel og bestod af volde, mure og tårne med vandfyldte grave om; de stod tillige i forbindelse med byens egne mure , og indenfor den indre ringmur lå slottet selv.
Hovedbygningen, der var i flere stokværk, udgjorde 5 længer og indesluttede en slotsgård med en brønd i midten; den ene længe skal på hver ende have haft et tårn, hvoraf det ene brugtes til kapel, det andet til fangetårn. I den ydre ringmur var der 4 navngivne tårne, nemlig “Farshat”, “Folen”, der var det højeste, og hvori rigets dressel (arkiv) blev opbevaret, “Malttårnet” og “Bagertårnet”.
Kalundborg havde i middelalderen kun ét kloster, et Gråbrødrekloster, stiftet 1239 af den for munkevæsenet så ivrige grevinde Ingerd af Regenstein; dets kirke blev dog først indviet 1279. Klosteret lå på den senere Kalundborg Ladegårds plads, umiddelbart nord for slotspladsen. Den tilladelse, Valdemar Atterdag 1361 indhentede hos paven til at måtte flytte det, fordi det lå for nær ved slottet, kan således ikke være benyttet. I klosteret fandt flere gange ordenskapitler sted, og dels her, dels under et lindetræ på klosterets kirkegård holdt kongerne af og til retterting. I 1517 indførtes den strengere ordensregel, observantsen. Den sidste guardian, Melchior Jensen, fremskyndede selv klosterets ophævelse; påvirket af Luthers lære tillod han lensmanden på Kalundborg Slot efter Mogens Gøyes ordre at jage munkene væk i 1532 og blev til tak herfor den første evangeliske præst ved Kalundborg Vor Frue Kirke (fra 1540 ved Raklev Sogn). Kort efter blev klosteret omdannet til ladegård for slottet, og efter at dette var nedbrudt, blev gården 1664 tilskødet den rige hollænder Gabriel Marselis.
Lindegade med det store dobbelthus i bindingsværk, Lindegade 1-3.

Mod øst, lige uden for Kalundborg, på det senere Sankt Jørgensbjerg, lå et Sankt Jørgens Hospital for spedalske, som allerede nævnes i den tidlige middelalder, og hvortil sikkert det Helligkors Kapel var knyttet, som i et brev af 1495 (det år, da det blev annekteret til Vor Frue Kirke) omtales som stående mellem Sankt Jørgensgård og slottets tegllade. I 1631 blev hospitalets godser og indtægter henlagte til Vartov i København, imod at Kalundborg by stedse skulle have 6 senge deri.

Alt dette sammen med, at der nævnes to gilder, Skt. Knuds og Skt. Gertruds, vidner om, at Kalundborg har været en ret betydelig by i middelalderen. Af en fortegnelse af købstædernes afgifter fra 1270 nævnes Kalundborg som den fjerde i rækken (efter Roskilde, København og Næstved) efter afgiftens størrelse. De første privilegier blev tildelt byen af kong Hans på Antvorskov Kloster den 10. marts 1485 (da den fik samme privilegier som Roskilde og København), og disse privilegier stadfæstedes senere flere gange, således af Christian 3., Christian 4. og Frederik 3.

Renæssancen

Længe efter at der var sket bebyggelser både mod syd ned til fjorden og mod øst, beholdt Højbyen ry som den vigtigste del, men svære ildebrande, således en under kong Hans og en i 1617, samt krige, hærgede den. Grevens Fejde tog på den, men endnu værre var Karl Gustav-krigene 1658–60; og da borgen lå i grus, var Højbyens rolle udspillet. Nederbyen eller Kordel blev den egentlige by, skønt også den havde lidt voldsomt under svenskerne, men Nederbyen havde lettere angang til trafik og langt større mulighed for udviddelser af ejendommene.
I 1645 havde Kalundborg 1.139 indbyggere og  i 1672 kun 1.058 indbyggere.

Under enevælden

I sidste halvdel af 17. århundrede tjentes der penge ved den udenlandske handel, især på Vest- og Sydeuropa, og dette varede ved til midten af det 18. århundrede, da den afløstes af en betydelig handel på Norge (byen havde i 1769, 1.267 indbyggere). Efter tabet af Norge steg kornhandelen til England og Holland. Store handelshuse i København grundlagde forretninger i Kalundborg, og byen fik sin glansperiode, der dog blev kortvarig, for kornhandelen aftog, da udførslen til England ophørte, og konkurrenter i Slagelse og Holbæk overtog.

Møllebakken

Fra omkring 1677 har man Resens kort,  hvor syv møller knejser på Møllebakken. På senere kort fra 1753 og 1790 ses kun seks.

De første møller var stubmøller

Stednavnet Møllebakken kendes tilbage til 1442, selv om stedet tidligere hed Rugbanken eller Rugbjerget. Den første mølle kom nok op mellem 1250 og 1300. I grundtaksten fra 1682 er de syv møller specificeret med ejernavne. På det tidspunkt var alle ret forfaldne. Tre tilhørte Peder Bagge, en fjerde Ole Skrædder; det var nok den bedste, da den var værdsat til 70 rigsdaler. Ellers lød takseringerne på 48-65 rdl. Den mindste mølle blev drevet af Niels Sadelmager og tilhørte skolen og de fattige. Ved brandtakseringen i 1736 tilbød forvalter Niels Lind på Ladegården (ejet af John de Thornton i Hamburg) at lade godsets mølle forsikre for 100 rdl, men det ville de øvrige mølleejere ikke bidrage til. I dag ved man ikke, hvor Ladegårdens mølle har ligget; men muligvis var det den nordlige mølle ved Nyvangs skel, der blev slettet af grundtaksten i 1740. I brandtakseringen fra 1761 er de seks møller værdsat til 600-900 rdl. (Den til 900 rdl var nyopført.) I 1791 var takseringerne oppe i omkring 1.200 rdl, og 50 år senere, med baggrund i statsbankerotten 1813, steget til 3.600-4.000 rdl. Møller Chresten Hillerup fra Lemvig tog i 1784 borgerskab i Kalundborg om brændevins-brænder. I 1786 købte han af møller Jens Pedersen og hustrus dødsbo deres mølle, derefter kaldt “Hillerups mølle”. Denne nedblæste omkring 1792 i en storm, så Hillerup gik fallit. Købmand Mülertz overtog efterfølgende Hillerups ejendom i Kordilgade. Møllen blev aldrig genopført, og i 1803 blev møllejorden overført til andre møller. I de år begyndte den hollandske mølle at vinde indpas på stubmøllens bekostning, men man ved ikke, hvornår den sidste blev revet. Den første af de hollandske møller på Møllebakken var “Ulstrups mølle”, bygget af købmand Niels Jensen og opkaldt efter møller Ulstrup. Den nedbrændte 6. marts 1891. Af møllerne selv var kun Ulstrup bosat på bakken i den møllerbolig, som stadig står der.

Højbyens torv, Torvet foran rådhuset og Møllebakken med 2 Hollandske møller

“Gregersens mølle” var den vestligste af Møllebakkens møller, og blev udskiftet med en hollandsk mølle i 1851. Gregersen boede i Skibbrogade 53 og havde giftet sig til møllen, der i 1891 blev flyttet ind mod København og nedbrændte der. I 1838 blev Chr. Boisen, bosat i Kordilgade 37 og senere i Pedersminde, ejer av “Boisens mølle”, kendt fra J.Th. Lundbyes skitse fra Møllebakken omkring 1846. På skitsen er stubmøllen erstattet af en hollandsk mølle, der i 1868 blev flyttet til nordsiden af Holbækvej, hvor den nedbrændte i 1902. Hestemøller – møller trukket af heste – fandtes i Præstegade, Kordilgade, Møllestræde og Skibbrogade. Den sidste blev nedlagt i 1876 og gav navn til Hestemøllestræde, som gik fra Lindemannsstræde optil Volden.

Links:

Esbern Snare, korstog og Vor Frue Kirke

H.V. Clausen, fortælling om Kalundborg

Palle Lauring, Her skete det

Danmarks Ruiner, Kalundborg By- og Borgruiner

Vikingerne ved Kalundborg Fjord

Skriv et svar